top of page
Forfatters billedeMiaEquinu

Har din hest svært ved at holde den slanke linje?

Nu havde du lige regnet med, at din hest skulle på græs, men den tager på bare den kigger på et græsstrå. Du synes ikke, den får noget at spise, men alligevel bliver den ved med at være for rund. Alle heste er forskellige, nogle har lettere ved at holde vægten eller tage på, end andre. Og det kan være lige så udfordrende at fodre en hest, som let tager på, som en hest med tendens til undervægt. Det handler selvfølgelig om at forhindre fedme. En hest med tendens til overvægt skal kaloriereduceres, og der skal skrues op for motionen. Det kan imidlertid være et fodringsmareridt for hesteejeren, der kæmper for at finde en måde at skrue ned for kalorierne på, uden at gå på kompromis med hestens velfærd og gode humør.


Oprindeligt er heste skabt til at leve i store flokke på stepperne, hvor de søger efter føde. Hver dag bevæger de sig over store afstande for at finde egnede fødeemner med forskellig struktur og ernæringsmæssige egenskaber. Her vil de naturligt være tykkere om sommeren og tyndere om vinteren pga. udvalget af fødeemner og deres tilgængelighed. Vores domesticerede heste er lige tykke året rundt, vi lukker dem ud på velplejede græsmarker, tilbyder dem koncentreret kvalitetsfoder på stald, begrænser deres muligheder for bevægelse og motion, og putter dækkener på dem om vinteren, så de ikke skal bruge energi på at holde varmen. Alt dette kan, hvis det medfører overvægtige heste, udfordre hestens sundhed og velfærd, samt give nedsat præstation.


Det er imidlertid vigtigt ikke at sulte en hest, som skal tabe sig. Det påvirker hestens metabolisme negativt, og ved begrænsning af mængden af grovfoder til under minimumsanbefalingen, øges risikoen for fx mavesår og andre lidelser relateret til hestens fordøjelseskanal. Minimumsanbefalingen for tildeling af grovfoder er 1,5 kg tørstof/100kg hest/dag for at opretholde en sund fordøjelseskanal hos hesten. Dvs. min. 1,8kg hø (ts=85%)/100kg hest/dag, og min. 2,3kg wrap (ts=65%)/100kg hest/dag.


Grovfoderet må gerne være lidt groft i strukturen, så det giver længere tyggetid og hesten dermed er længere tid om at æde det. Der kan evt. også iblandes lidt halm for at forlænge tyggetiden. Vi er desuden interesserede i grovfoder med et lavt indhold af energi (kalorier) til denne type heste. Det er imidlertid umuligt at se, lugte eller mærke, om der er meget energi i dit grovfoder, så en grovfoderanalyse er eneste vej frem for at kunne være sikker på energiindholdet i grovfoderet, som udgør den største mængde tilført energi på daglig basis.

Et minimum af grovfoder er desuden nødvendigt for at vedligeholde stofskiftet, således at hesten kan tabe sig. For lidt foder vil gøre hestens system langsommere. Derudover er det vigtigt at øge niveauet af motion og bevægelse. Dette skal foregå gradvist og regelmæssigt, så hesten ikke overbelastes, søg evt. hjælp hos en fagperson.


Derfor:, skal din hest slankes, så


· Tag udgangspunkt i grovfoder med analyse (lavt indhold af energi, lavt indhold af sukker).

· Undgå fuldfoder, hvor der ofte er mange kalorier per. ration, som fortæres hurtigt.

· Supplér med en balancer eller et koncentreret vitamin- og mineraltilskud.

· Lav en (realistisk) træningsplan for din hest -følg den!

· Dokumentér vægttabet (ved vejning eller brug af målebånd samt billeder).




13 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page